Mediegruppens nyeste skud på sin egen magasinstamme, er LægeLiv, som vi udgiver i samarbejde med Media-Partners. Magasinet er især dedikeret til landets praktiserende læger.
I alt otte udgivelser er det indtil nu blevet til, og vi er til stadighed dybt engageret i processen med at finde historier – altid med menneskefortællingen forrest – som kan inspirere andre læger i en travl og indimellem presset og måske fastlåst hverdag.
I de to år, der nu er gået, er det blevet til mange fortællinger, som viser, hvor mangfoldigt et liv kan være med en profession som læge i kufferten. Vi glæder os til den fortsatte rejse med at finde overraskende og finurlige vinkler på livet som læge. For lægelivet kan være i farver og eventyrligt spændende.
En ny udgave – og årets sidste i 2023 – er på trapperne – og her er der inspiration at hente hos blandt andre Anders Frey, der til sin egen store overraskelse er vendt hjem til sin barndoms-ø, Fanø, for at være læge i øens lægehus og nyder at være tæt på sine patienter i dagligdagen.
Og hos Trine Brogaard, praktiserende læge i en multietnisk praksis i Gellerup ved Aarhus. På hendes recept til sig selv, står der empati og nysgerrighed, som de væsentligste greb, når de i nogles øjne besværlige, umulige og tidskrævende patienter skal sikres den bedste behandling.
De to praktiserende læger finder begge glæde i et lægearbejde, som de fleste måske ville vælge fra i karriere-ræset.
Vi har også et tema om krænkelseskultur, som i en tid med udflydende grænser for køn og identitet, kan udfordre konsultationslægen. Vi giver indsigt og konkrete råd til, hvad lægen kan gøre.
Allerede nu glæder Mediegruppen sig til skattejagten i 2024. At være på den fortsatte søgen efter det lægeguld, som kan være inspiration til, hvordan et af verdens allervigtigste erhverv kan udfoldes, er nemlig en udsøgt fornøjelse.